Transformeret vrede skaber retning
Kend kontakten til din vrede og skab retning i dit liv. Jo, når vrede transformeres, skabes der retning i livet! Og hvem har ikke brug for en klar retning om, hvad der dybest set betyder noget?
Vrede har den kvalitet, at den skiller ad. Den skiller skidt fra kanel, og når vi ikke har fået sorteret i gammel vrede, sluppet den, så ligger den og danner tågebanker. Vores udsyn forstyrres, så vi ser mindre klart. Vores briller bliver duggede. Og vi handler derefter. Og mange har en eller anden gammel sag liggende begravet i sig fra fortiden, som stædigt holdes stangen.
Næ nej, jeg er ikke vred.
Nå ikke. Det føles ellers sådan herfra, ku´ jeg ofte fristes til at svare. Hva´ pokker gør vi med vrede, hvis vi gerne vil vokse som mennesker og se mere klart?
Allerførst må vi erkende at vrede findes
Ja, allerførst må vi erkende at vrede findes, og det på ingen måde er negativt. Det er lige så go´ en følelse som alle andre. Intet galt med vreden i sig selv. Som desværre virkelig mange mennesker syntes. Vrede kan udvikle sig negativt, men det er noget helt andet. Den kan udtrykkes destruktivt. Og det ser vi på flere niveauer, fra overfusning til f.eks. voldelige handlinger.
Hvis vi lærer allerede tidligt i livet at vrede er noget bras, og det skal undertrykkes, så har vi jo ikke lært at navigere i vrede. At håndtere den på en afbalanceret måde. Vi har slet ikke lært den kraft at kende, der går igennem kroppen, når intens vrede rejser sig. For hvis den er undertrykt inden da, hvordan skal vi så få en naturlig kontakt?
Den kraftfulde vrede
Jeg har selv haft u erkendt vrede i mig, som jeg først opdagede i slut 20´erne. Der havde været flere ekstremt begrænsende og voldelige situationer i mit barndomshjem, og den måde jeg havde lært at gebærde mig på for at beskytte mig, tog jeg med ind i voksenlivet.
Trinvis opdagede jeg hvordan jeg beskyttede min sårbarhed. I starten vidste jeg ikke hvad det gik ud på, men jeg bemærkede det. At noget i mig var dybt såret, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at beskytte den side.
Og efterhånden, ved at forfølge den opmærksomhed og kontakt til mig selv i forskellige situationer, kom jeg længere ind til kernen. Ind til sorgen og vreden. Og senere kom så raseriet, da jeg endnu dybere mærkede effekten af ydmygelserne og svigtene. Det blev endnu mere klart hvilke spor det havde sat i mit liv, og også stadig gjorde dengang. Og derfor hvor jeg skulle ta´ fat, hvis jeg ville være fri af de gamle bindinger. Jeg fik hjælp til denne process. Bare så du ikke tror det er piece of cake. Det er det ikke. Selvfølgelig afhængig af hvor dyb såretheden er. Til gengæld er det skønt at få hjælp. At en anden har overblikket og kan være guide.
Lever du i uvidenhed om, hvor stort et fængsel vreden skaber?
Jeg ønsker så inderligt for os mennesker, at vi kan være frie sammen. At vi f.eks. kan være vrede, når vi nu bliver det, og dernæst slippe det igen. For det er ikke en farlig følelse. Og derfra får glæde og kreativitet så meget mere plads. For det bliver jo også klemt, når det andet klemmes. Vi er forbundne kar.
Og jeg ved godt, der er masser at lære med at være ærlig først og fremmest. At konfrontere, at være i dialog, at samarbejde og ikke overrule — men så er det jo med at komme i gang. Vi har helt ærligt ingen tid at spilde. Vi har i den grad brug for en verden, hvor vi er sammen om, at gøre det der skal gøres. I stedet for at gemme os i gammel sårethed som projiceres ud på andre.
Annes artikler om terapi og livet
Når sindet ikke er nok.
I det psykoterapeutiske arbejde kan vi opleve, hvordan klienter forsøger at forstå sig frem til løsninger. Sindet prøver at regne livet ud, skabe orden, finde mening – og det har bestemt sin funktion.
Når verden larmer – hvordan finder du roen?
Vi lever i en tid, hvor kriser, konflikter og kaos fylder det ydre landskab.
Selv hvis du ikke direkte påvirkes, kan det føles, som om verdens støj banker på dit indre – igen og igen.
Sårbarhed er nøglen til hjertets åbning
Sårbarhed er menneskeligt, og alligevel noget af det vi ofte frygter mest. At stå ved sin sårbarhed kræver mod. For det indebærer at åbne sit indre, og lade både sig selv, og dernæst andre, få et glimt af det, vi tror, vi helst vil skjule.